Borger støtter Borger og socialpsykiatrisk center Slagelse

Torsdag den 12. september drager projektgruppen, a.k.a Steen og Mette til Slagelse for at lave 2 workshops om Borger støtter Borger på socialpsykiatrisk center Slagelses septembertræf. Her er et link til det: Invitation og program.

Vi glæder os og er selvfølgelig spændte, for det er første gang, vi drager udenbys for at fortælle om projektet. Der er jo masser af glæder og udfordringer at dele, for det er ikke altid bare lige ud ad landevejen at starte og udvikle et frivilligt socialt projekt, selvom det har opbakning lige fra borgerne til borgmesteren – og ikke mindst ledelse og personale i Socialpsykiatri Odsherred. 

Her er de ord, vi har sendt til arrangørerne:

‘Projektet Borger støtter Borger i socialpsykiatrien er et borgergenereret frivilligt projekt, der bygger på ideen om, at støtte borgere med ufrivillig ensomhed og isolation -foreløbig i socialpsykiatri Odsherred i, at der er håb forude, via en frivillig indsats fra borgere i socialpsykiatrien, der har ved, hvordan det er at leve med psykisk sårbarhed.
Frivillig Steen Skjoldborg Pedersen og projektleder Mette Alleslev fortæller blandt andet om glæderne og udfordringerne ved at starte og udvikle et projekt, der er det første af sin art i Danmark inden for socialpsykiatrien. Om at arbejde sammen med de professionelle medarbejdere, samt hvilken betydning projektet har for de frivillige og brugerne.’
Der indgår iøvrigt også et interview med en bruger af Borger støtter Borger i workshoppen, som vi optager i dag og spiller for deltagerne.
Et varmt hjerte og en fremstrakt hånd er alt, der skal til.

Et varmt hjerte og en fremstrakt hånd er alt, der skal til.

Invitationen til at holde workshops kom i stand ved, at arrangørerne søgte efter frivilligt socialt arbejde inden for socialpsykiatrien på nettet, og hvem fandt de, som de foreløbige eneste; Borger støtter Borger. Det er da interessant – og sejt, ikk’? 🙂

 

 

 

 

Borger støtter Borger – nu med logo

Et varmt hjerte og en fremstrakt hånd er alt, der skal til.

Et varmt hjerte og en fremstrakt hånd er alt, der skal til.

ER det ikke fint?

Susan jensen fra Odsherred Kommunes IT-og kommunikationsafdeling har designet logoet – helt på eget initiativ. TAK, Susan 🙂

Borger støtter Borgers Jan Andersen har klaret den sidste finish, for han kan nemlig også noget med IT-teknologi.

Så logoet er blevet til i et smukt tværfagligt samarbejde. Lige i Borger støtter Borgers ånd 🙂

 

Nyhedsbrev juni 2013

Nyhedsbrev juni 2013

Her er, hvad nyhedsbrevet handler om:

  • Flere borgere – flere Ligesindede
  • Vi træder nye stier: Om samarbejdet mellem socialpsykiatrien og BsB
  • Noget om professionelle relationer og frivillige relationer og den etiske balance mellem det. 
  • Brug MinisterSekretæren til info og spørgsmål – det er det, hun er der for.

Flere borgere – flere Ligesindede:

Borger støtter Borger er ualmindelig meget klar til at modtage flere Ligesindede, så vi kan besøge flere borgere. Lige om lidt har vi to frivillige Ligesindede, der brænder for at hjælpe medborgere i socialpsykiatrien ud af den ufrivilige ensomhed og isolation. Så har vi et korps på 4 Ligesindede. Vi har fra begyndelsen vidst, at det er en langsommelig proces at starte og udvikle BsB, så vi synes, det er fint, at der dukker flere frem, der vil yde en frivillig social indsats. Og lige nu følger BsB fint, den forventede plan om at få flere borgere og Ligesindede.

Vi træder nye stier: Om samarbejdet mellem socialpsykiatrien og BsB:

Lige nu, hvor vi er i gang med 2-4 borgere, gør projektgruppen sig nogle gode og værdifulde erfaringer – som vi er meget optaget af lige nu. Vi begynder også at støde på nogle spændende både praktiske og etiske udfordringer, som vi gerne vil sige højt. Læs mere om det længere nede.

 Projektgruppen er meget opmærksomme på, at den hjælp personalet i socialpsykiatri Odsherred giver projektet – blandt andet ved at fortælle borgerne om BsB og etablere kontakten, glider så nemt og enkelt som muligt, så det ikke bliver en ressourcekrævende arbejdsopgave i en presset hverdag. Derfor sender vi nyhedsbreve med jævne mellemrum. Vi håber også, at vi får mulighed for at komme forbi på det næste fælles P-møde. Hvis der er tid og plads på teammøder, kan det også lade sig gøre.

 Én ting er sikkert; det BsB og socialpsykiatrien, som projektets praksisfelt er i gang med, er et pionerprojekt, der aldrig er prøvet før i DK. Det betyder, at vi bygger vejen, mens vi går den, som man siger. Alene det, at frivillige i en selvstændig forening arbejder side om side med de professionelle er en organisatorisk udfordring for alle parter. Heldigvis er dialogen åben og fin, for ellers kunne det ikke lade sig gøre.

 Vi er selvfølgelig nysgerrige på, hvad andre frivillige sociale projekter har af erfaringer, så vi ikke bruger krudt på at opfinde en ‘dyb tallerken’, der allerede er opfundet. Blandt andet er vi i dialog med Røde Kors, som vi er ved at aftale et møde med. De har jo en kæmpe viden om frivilligt arbejde, som BsB kan lære noget af.

Noget om professionelle og frivillige relationer og den etiske balance mellem dem:

Borger støtter Borger adskiller sig fra mange andre frivillige foreninger, ved at der er et direkte samarbejde mellem den frivillige indsats og det professionelle for og med borgerne. Det taler vi meget om i projektgruppen lige nu, hvor vi får erfaringer i praksisfeltet. 

 Navnlig skrækken for at overskride grænsen til bostøttens arbejde og opgaver med den enkelte borger, bliver der talt meget om, hver gang vi mødes; den Ligesindedes uforpligtende uformelle relation til borgeren kontra den målrettede, professionelle indsats i socialpsykiatrien. 

Nogle af de spørgsmål, der er dukket op kommer her:

  • Er det fx i orden at gå ud at handle sammen med sin borger eller er det professionelt arbejde?
  •  I hvor høj grad skal den Ligesindede stille sig til rådighed for borgeren og hvordan afgrænser man sig?
  •  Kan relationen til en borger komme til at camouflere borgerens reelle behov og problematik?
  • Vil det vise sig, at den uformelle venskabsagtige relation til en Ligesindet rent faktisk kan støtte borgere i at være selvhjulpen i en højere grad?
  •  Hvad et er rimeligt tidsforbrug for den Ligesindede?
  •  Er det utidig indblanding at give et praj til bostøtten, hvis borgeren er ude i et dyk? 

 Rigtig, rigtig gode og vigtige spørgsmål, som der nok ikke er nogle endegyldige svar på. Fordi der er forskel på hver enkelt relation mellem en borger og Ligesindet. Og som projektgruppen gerne vil have en dialog om, så der ikke opstår misforståelser eller modsætninger i forholdet til borgeren. Og selvfølgelig huske at give glæder og positive ting videre til hinanden.

 De Ligesindede i BsB skaber og udvikler ligeværdige og uformelle relationer til borgeren. Det kan gå hurtigt eller tage tid. Jo flere svigt et menneske har oplevet, jo længere tid kan det tage at få en tryg tillidsfuld relation til et andet menneske – den Ligesindede, som ikke har andet formål med samværet end at være der for vedkommende. 

 Brug MinisterSekretæren til info og spørgsmål – det er det, hun er der for.

Mette er jo fordelingscentral og sparringspartner både for de Ligesindede og det professionelle personale. I det hele taget profilen udad til. Det er MinisterSekretærens håb, at du griber knoglen, hvis du har undringer over noget, der sker i forhold til projektet. Eller mangler noget viden og indsigt i, hvad vi gør. Mette er selvfølgelig underlagt den professionelle tavshedspligt.

I øvrigt:

  • Er vi på vej med en lille folder til interesserede Ligesindede.
  •  Får vi snart et fint logo; få et smugkig på skitsen nedenfor
  •  Er BsB nu en forening. Mest fordi, det er nødvendigt i forhold til at få en bankkonto. BsB har nu en foreningskonto i Merkur Andelskasse.
  •  Er projektgruppen stadig meget taknemmelige for, at socialpsykiatrien og Odsherred kommune støtter op om Bsb.

De bedste hilsner

Jan, Steen og Mette

Logo

Dagsorden og referat fra stiftende generalforsamling samt bestyrelsesmøde

Herunder finder du links til dagsordener og referater fra den stiftende generalforsamling og det efterfølgende bestyrelsesmøde.

Vedtægter for foreningen Borger støtter Borger

Da projektgruppen besluttede, at Borger støtter Borger skulle være en forening, henvendte vi os til Odsherred Kommunes afdeling for Kultur og fritid, for at få hjælp til at formulere vedtægterne. Det er helt fantastisk at blive modtaget med den entusiasme og hjælpsomhed, som vi møder hos alle i afdelingen – ja faktisk hele Odsherred kommune. Særlig tak til fritidskonsulent Rune Sørensen, der bistod med hjælp og sparring omkring vedtægterne.

Du kan se vedtægterne i linket her:

Vedtægter for foreningen Borger støtter Borger 

Nu er Borger støtter Borger en forening

Torsdag den 16. maj var der stiftende generalforsamling med efterfølgende bestyrelsesmøde i Borger støtter Borger, som nu er en forening med cvr-nr og bankkonto.

Roser GF maj 13

En smuk buket lykønskningsroser fra et bestyrelsesmedlem

Som vi har fortalt tidligere, ville vi helst bare være en projektgruppe, men det viste sig at være umuligt at få en bankkonto til de § 18-midler, vi fik tildelt af Odsherred kommune helt tilbage i marts.

Lige nu kommer du ikke til at mærke noget til foreningen, for bestyrelsen besluttede, at Borger støtter Borger lige skal have tid til at finde fodfæstet i forhold til de frivillige Ligesindede og borgerne i socialpsykiatrien. Det betyder, at vi ikke optager flere medlemmer foreløbig de næste 6 måneder og herefter tager bestyrelsen det op til fornyet overvejelse.

Så Steen, Jan og MinisteSekretæren fortsætter med at udvikle BsB i det fine samarbejde, vi hele tiden har haft som projektgruppe, og det er bestyrelsen helt med på.

Vi har også fået en god bank til Borger støtter Borgers foreningskonto. Vi blev lukket ind i varmen uden de store dikkedarer hos Merkur Andelskasse. Det er vi glade for, fordi Merkur er en socialøkonomisk virksomhed, der også har et socialt  og økologisk sigte. Det passer jo fint med Borger støtter Borgers profil, synes vi.

Foreningens vedtægter og referater fra bestyrelsesmøder findes i ‘Om foreningen’, hvis du er nysgerrig.

Et varmt hjerte og en fremstrakt hånd er alt, der skal til..

Det kunne næsten være et slogan for Borger støtter Borger?

For det er lige præcis det, det hele handler om. Et inderligt ønske hos de Ligesindede om at hjælpe, støtte, skabe håb, bare ved at være sammen. Uden nogen dagsorden – uden nogen tidsplan eller noget pres. 

Det væsentlige er usynligt for øjet – kun med hjertet kan man se rigtigt’

( Citat: ‘Den lille prins)

Er varmt hjerte og en fremstrakt hånd – bare det, har en ubeskrivelig betydning for den, hånden bliver rakt frem til. At blive set, hørt og taget alvorligt som menneske – som lige præcis den man er, det er det smukkeste og stærkeste i livet. At nogen ser éns Lys, uanset, hvor svagt det lyser, kan få det til at brænde stærkere. Give håb, styrke, mod, vilje til at ville…

Synes du, det lyder rørstrømsk? Det er det måske, men så er det fordi vores hjerter svulmer af glæde og bevægelse over de positive erfaringer, vi allerede har gjort i praksis.

Et varmt hjerte og en fremstrakt hånd er alt, der skal til…

Lys

Hvordan MinisterSekretæren blev til MinisterSekretæren

 Det her handler altså mest om mig – MinisterSekretæren… så er du advaret 🙂

Jan og Steen synes, at ‘projektleder’ lyder for kedeligt, så det blev altså til den fornemme titel ‘MinisterSekretær’. Så må de jo være Ministrene….

Jeg har som sagt arbejdet med mennesker i mere end 35 år. Med børn og de voksne, der tager sig af børnene i daginstitutioner. Med iværksættere, der skal finde deres ben som selvstændige erhvervsfolk. Ledet netværk, der handler om at skabe og udvikle trygge tillidsfulde relationer mellem mennesker. Været koordinator i et værested for tidligere misbrugere. Det var her, jeg for første gang mødte en vilje og et hjerte for at hjælpe og støtte andre videre.  Altså på en anden måde, end jeg tidligere har erfaret. Jeg mener, at verden er befolket med gavmilde hjælpsomme mennesker, men det her var ligesom noget andet. Folk, der ikke vidste, hvad dagen i morgen bringer, der alligevel havde overskud til at være der for en anden i samme situation…

SÅ mødte jeg socialpsykiatri Odsherred, som værestedsmedarbejder og så var jeg solgt. Jeg var i totalt ukendt land og blev alligevel grebet af den hjertevarme, glæde og visdom, jeg oplevede hos de mennesker, der kom i værestedet fra dag 1. 

Nå – jeg er vist i gang med at gøre en kort historie lang – det er nok fordi, der er så mange gode historier at fortælle…:-)

På et tidspunkt fandt jeg på, at mine evner og talenter kunne bruges til at danne sociale netværksgrupper for borgerne i socialpsykiatrien og det var ledelsen med på, så det gjorde vi.  Det er der endnu flere gode historier om, men de må komme på et andet tidspunkt.

Netværksgrupperne blev en succes og så var den der helt specielle dag, hvor Jan og Steen sagde deres ide højt, på en bænk i solskin og jeg fangede den med det samme.

Den dag sagde de: ‘Hvis bare jeg kan hjælpe ét menneske ved at være der med min egen erfaring, er jeg glad’. 

Nu – 6 måneder efter, siger de: ‘Vi kan ligeså godt hjælpe så mange som muligt til at se, at der lys for enden af tunnellen, ved at være der for dem.’

Resten af historien kender du – ellers fortæller vi den gerne igen.

Kan du se pointen? Alt, der skal til er et varmt hjerte og en fremstrakt hånd…

Og MinisterSekretæren? Hun er ydmyg og taknemmelig over at være en del af noget, der både er ganske enkelt og naturligt men samtidig mægtig stort, kraftfuldt og smukt.

Fra projektgruppe til Forening…

Jubii!!! Først i marts måned 2013, fik Borger støtter Borger tildelt § 18-milder: 5.000 kr til opstart og 5.000 kr. til drift, af Odsherred Kommune.  Det er jo også en slags blåstempling af projektet fra politisk hold, så vi var både glade og stolte.

Og så begyndte udfordringerne: vi gik glade i banken for at oprette en konto til BsB. Det viste sig imidlertid at være umuligt, da banker åbenbart kun forholder sig til foreninger, selvejende institutioner og fonde. Og det var ikke kun én bank, vi henvendte os til men 3. 

Stort paradoks: som projektgruppe kan man godt ansøge om både offentlige midler og private fonde,  men man kan sandelig ikke oprette en konto i banken… Hmmm…? Vi var godt nok noget slukørede, da vi gik hjem igen. Skulle vi virkelig skyde en hvis pind efter vores ønske om at være en netværksbaseret projektgruppe og danne en forening, bare for at få en særlig konto til BsB?

Frit eller firkantet maleri

Det Interaktive maleri  ‘Frit eller Firkantet?’

Vi henvendte os til Center for Frivilligt Socialt Arbejde for at høre om deres erfaringer; fik god sparring men ikke nogen løsning. Ringede til Erhvervsstyrelsen for at undersøge, om en projektgruppe kan få et CVR-nummer. Nixen bixen; dan en forening, en fond eller en selvejende institution.

Og det var os, der bare drømte om at have fuldt fokus på selve projektets formål, fremfor at bruge krudt på foreningsdrift – suuuk….

Well – vi er ikke sådan at vælte af pinden, så vi bad om råd og vejledning hos vores gode venner i Kultur og Fritid, Odsherred Kommune (der heldigvis har sat full speed på frivilligt socialt arbejde i år). Her gik de omgående i sving med at undersøge forskellige muligheder, for de kendte godt til problemet. Som de sagde: ’I er de første, der ønsker at organisere jer som projektgruppe, men bestemt ikke de sidste, der helst er fri for at danne forening.’ Der blev fundet en løsning, der kan komme andre, som os til gode. Tak for hjælpen, friends 🙂

Hvad det endte med? Vi har besluttet at danne en forening, selvom vi ikke er meget for det. Vi håber på at modtage en større sum  fondsmidler til at drive og udvikle Borger støtter Borger i en foreløbig 2-årig periode, så vi mener, det er bedst at have vores egen konto og et cvr-nummer, så alt det formelle er tip-top i orden.

Men bag kulisserne fortsætter vi med at arbejde på den fantastiske måde, vi hele tiden har gjort.

Sådan bliver du GæsteBlogger i Borger støtter Borger

Hvis du har noget på hjerte; viden, erfaringer, værktøjer, en god historie, der kan inspirere læserne her på bloggen – og meget gerne give håb, så modtager vi meget gerne indlæg.

Sådan får du dit indlæg på bloggen:

Skriv fra hjertet; højst en halv A 4-side. Skriv også, hvis du har svært ved at stave, så retter MinisterSekretæren det til for dig og lægger det på bloggen under ‘GæsteBloggere’.

Send dit indlæg til borgerstotterborger@gmail.com – gerne med et foto enten af dig dig eller noget, du synes passer.

Vi forbeholder os ret til at afslå indlæg, der kan være stødende, krænkende og nedgørende på nogen måde.