Tag Archive | ledelse

Hvordan MinisterSekretæren blev til MinisterSekretæren

 Det her handler altså mest om mig – MinisterSekretæren… så er du advaret 🙂

Jan og Steen synes, at ‘projektleder’ lyder for kedeligt, så det blev altså til den fornemme titel ‘MinisterSekretær’. Så må de jo være Ministrene….

Jeg har som sagt arbejdet med mennesker i mere end 35 år. Med børn og de voksne, der tager sig af børnene i daginstitutioner. Med iværksættere, der skal finde deres ben som selvstændige erhvervsfolk. Ledet netværk, der handler om at skabe og udvikle trygge tillidsfulde relationer mellem mennesker. Været koordinator i et værested for tidligere misbrugere. Det var her, jeg for første gang mødte en vilje og et hjerte for at hjælpe og støtte andre videre.  Altså på en anden måde, end jeg tidligere har erfaret. Jeg mener, at verden er befolket med gavmilde hjælpsomme mennesker, men det her var ligesom noget andet. Folk, der ikke vidste, hvad dagen i morgen bringer, der alligevel havde overskud til at være der for en anden i samme situation…

SÅ mødte jeg socialpsykiatri Odsherred, som værestedsmedarbejder og så var jeg solgt. Jeg var i totalt ukendt land og blev alligevel grebet af den hjertevarme, glæde og visdom, jeg oplevede hos de mennesker, der kom i værestedet fra dag 1. 

Nå – jeg er vist i gang med at gøre en kort historie lang – det er nok fordi, der er så mange gode historier at fortælle…:-)

På et tidspunkt fandt jeg på, at mine evner og talenter kunne bruges til at danne sociale netværksgrupper for borgerne i socialpsykiatrien og det var ledelsen med på, så det gjorde vi.  Det er der endnu flere gode historier om, men de må komme på et andet tidspunkt.

Netværksgrupperne blev en succes og så var den der helt specielle dag, hvor Jan og Steen sagde deres ide højt, på en bænk i solskin og jeg fangede den med det samme.

Den dag sagde de: ‘Hvis bare jeg kan hjælpe ét menneske ved at være der med min egen erfaring, er jeg glad’. 

Nu – 6 måneder efter, siger de: ‘Vi kan ligeså godt hjælpe så mange som muligt til at se, at der lys for enden af tunnellen, ved at være der for dem.’

Resten af historien kender du – ellers fortæller vi den gerne igen.

Kan du se pointen? Alt, der skal til er et varmt hjerte og en fremstrakt hånd…

Og MinisterSekretæren? Hun er ydmyg og taknemmelig over at være en del af noget, der både er ganske enkelt og naturligt men samtidig mægtig stort, kraftfuldt og smukt.